Referat fra

GENERALFORSAMLING 2017
Referat af ordinær generalforsamling i AaB Support Club, afholdt torsdag den 7. marts 2017

Klokken slår 19, og formand Mads Aagaard (MA) byder forsamlingen velkommen til årets ASC generalforsamling. Generelforsamlingen er lovligt indkaldt via Supporteren nr. 4/2016.

Dagsordenens pkt. 1. Valg af dirigent.

  • Generalforsamlingen indledes med valg af dirigent. Bestyrelsen foreslår valg af Christian Simoni (CS). Der er ingen modkandidater, og CS vælges.

Dagsordenens pkt. 2. Valg af referent og stemmetællere.

  • Bestyrelsen foreslår administrator Nicolai Jon Thorsen som referent og Christian Kokholm Rothmann og Thomas Kristensen som stemmetællere. Alle vælges uden modkandidater.

Dagsordenens pkt. 3. Godkendelse af bestyrelses beretning for det forløbne år.

  • CS giver ordet til MA, der som formand aflægger beretningen på vegne af bestyrelsen. (Læs beretningen her)

Dagsordenens pkt. 4. Godkendelse af regnskabs for det forløbne år

  • Søren Albrechtsen fra bestyrelsen kunne ikke være til stede, derfor står Kasper Møller (KM) for godkendelse af regnskabet.
  • Økonomisk har 2016 været lidt hårdt for foreningen. Vi har realiseret et underskud på tkr. 87 imod 61 sidste år og 34 i budgettet.
  • Overordnet set er vi selvfølgelig ramt af fald i indtægten fra betaling af medlemskontingenter. Det er klart, at når AaB Support Club mister medlemmer, så går det ud over foreningens økonomi.
  • Således har vi modtaget ca. tkr 60 færre i kontingenter i 2016 end i 2015. Det er klart, at den udvikling meget gerne skal vendes.
  • Ydermere har året fra bestyrelsens side været præget af oprydning. Således har vi haft nogle gamle mellemregninger og tilgodehavender bogført, som ingen reelt har vist hvor er kommet fra. Dem har vi nu fået ryddet op i, og det har medført en regnskabsmæssig nedskrivning af aktiver på ca. tkr. 40.
  • Hvis man skal dykke ned i enkelt-udvalg, så er der mange udvalg, der blot år efter år koster ca. det samme, som derfor er relativt let at forudsige. Bladudvalget koster det, det nu engang koster, korrigeret for udviklingen i antal medlemmer, ligesom det at være medlem af DFF koster nogenlunde det samme fra år til år. Drift af foreningens IT koster det samme, og medlemsadministrationen samt ASC København svinger heller ikke meget.
  • De udvalg, der i 2016 har oplevet de største udsving, er Busudvalg og ATK.
  • Busudvalget kører med gennemførelsesgaranti. Det er en politisk prioritet fra bestyrelsen, vi gerne vil bakke op om at sende folk afsted til AaBs kampe på udebane. Også selvom TV-aftalen gør, det nogle gange er en mandag aften i Lyngby, som af gode grunde isoleret set kommer til at koste foreningen penge. Det er dog klart, at det er et område, vi i samarbejde med busudvalget vil følge nøje igen i 2017. ATK har i år givet overskud. Det skyldes primært en enkelt-donation på tkr. 10.000 samt salg af tifo-remedier til AaB, ligesom tifogruppen jo har samlet ind både på stadion og via “10 kr. til tifokaos”. Hertil skal lægges, at der ikke føres lager, men varer omkostningsføres når de købes. I 2016 har tifogruppen således brugt af varer indkøbt tidligere.
  • Samlet set er et underskud i den nævnte størrelsesorden selvfølgelig ikke holdbart på den lange bane. På kortere sigt er vi dog en solid forening, som pr. 31. december har en egenkapital på tkr. 356, og kun ganske lille gæld. Foreningen er tillige ganske likvid, idet den likvide beholdning pr. 31. december udgjorde tkr. 282, ligesom yderligere tkr. 61 var udgjort af omsættelige aktiver/tilgodehavender.
  • Konklusionen er således, at der i den kommende tid vil blive en lidt strammere omkostningsstyring i foreningen, for at sikre, at vi også fremover har et økonomisk råderum til at foretage de dispositioner, vi måtte ønske.
  • Efter KMs fremlæggelse af årsregnskabet spørger CS, om forsamlingen har spørgsmål hertil.
  • Christian Rothmann (CR) vil gerne vide, hvad de ’Øvrige udgifter’ under ’Note 1, bestyrelsen’ dækker over, da der her er en relativt stor forskel mellem 2015 og 2016. Det forklares, at denne post kan bruges til afskrivninger, hvor størstedelen i dette tilfælde er en mellemregning med AaB.
  • Regnskabet godkendes.

Dagsordenens pkt. 5. Orientering om budget for de kommende år

  • Kasper Vase (KV) og MA orienterer om budgettet. Der vil blive kigget på tallene i den kommende tid, men bedømt ud fra 2016, har man valgt at lægge konservativt ud. Ambitionen er naturligvis, at man går i nul. Man vil fra bestyrelsens side evaluere de enkelte udvalg og deres aktiviteter. MA opfordrer yderligere alle medlemmer til at melde sig til PBS, da dette vil spare foreningen for gebyret på udsendelse af indbetalingskort.
  • Der budgetteres totalt med et underskud på 26.250 for det kommende år.
  • CR vil gerne vide, om distributionsomkostningerne stiger i takt med de almindelige portopriser. CS forklarer, at de steg en smule i 2016, og at det samme formentlig vil gentage sig i 2017.
  • Kristian Lyng (KL) spørger ind til, hvorvidt bladudvalget har overvejet en løsning, hvor bladet bliver sendt ud via mail. MA forklarer, at man overvejer løsninger, men at man er stødt på udfordringer bl.a. vedr. lovgivning ift. kontakt af medlemmer. Det slås desuden fast, at man ikke vil opnå nogen særlig besparelse, hvis kun en lille del af bladene skal udsendes fysisk. Når først trykkeriet er i gang, er prisforskellen på 300 og 1300 blade minimal.
  • KL konstaterer, at det koster mange penge at sende opkrævninger ud. Han spørger bestyrelsen, om man har overvejet lange medlemskaber. Det forklares, at man har overvejet mange forskellige typer af medlemskaber, men at bestyrelsen har valgt at holde fast i én type medlemskab. MA forklarer, at en del af det ligger i udfordringen vedr. medlemskort.
  • CR foreslår, at man kunne knytte en QR-kode til medlemskortet. CR foreslår ligeledes, at folk skal have mulighed for at afhente deres medlemskort på stadion. CR foreslår yderligere, at det kunne være en god idé, hvis man på ASCs webshop kunne benytte sin bruger til at læse medlemsbladet. Forslagene noteres.
  • Niels Sørensen (NS) spørger, om der er mulighed for at kontakte medlemmer på mail. MA forklarer, at foreningen skal have godkendelse for at kontakte på mail, men at der arbejdes på en løsning.
  • Christian Golding (CG) – fankoordinator i AaB – spørger ind til PBS-tilmelding. CG åbner op for, at AaB muligvis kan bidrage med en form for gulerod, hvis et medlem tilmelder sig PBS.
  • FK oplyser, at der mange andre steder bliver pålagt et gebyr for betaling via PBS. FK spørger ind til, om man i ASC kan indføre samme ordning. Det forklares, at en sådan løsning kræver, at foreningens medlemskartotek og NETS kan kommunikere problemfrit med hinanden, hvilket ikke er tilfældet pt.

Dagsordenens pkt. 6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år

  • Bestyrelsen foreslår fastholdelse af 195 kroner i årligt kontingent. Med dette beløb ligger ASC på samme niveau som andre fanklubber. Kontingentet forbliver uændret.

Dagsordenens pkt. 7. Indkomne forslag.

  • Der er ikke nogen forslag.

Dagsordenens pkt. 8. Valg af formand i lige år

Dagsordenens pkt. 9. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer i lige år

Dagsordenens pkt. 10. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer i ulige år

  • CS oplyser, at Rasmus Fihl (RF) og Søren Albrechtsen (SA) i år er på valg. De er begge villige til genvalg. Bestyrelsen foreslår genvalg. De vælges begge uden modkandidater.

Dagsordenens pkt. 11. Valg af 2 suppleanter

  • Rasmus Damborg og Kasper Korsvang Møller er på valg. De er begge villige til genvalg. Bestyrelsen foreslår genvalg. De vælges begge uden modkandidater.

Dagsordenens pkt. 12. Valg af 2 bilagskontrollanter.

  • Thomas Østergaard og Rolf Larsen er på valg. Thomas Østergaard er villig til genvalg, mens Rolf Larsen ønsker at stoppe. Bestyrelsen foreslår genvalg af Thomas Østergaard og nyvalg af Line Neergaard Kristiansen. De vælges begge uden modkandidater.

Dagsordenens pkt. 13. Valg af bilagskontrollantuppleanter

  • Christian Simoni er på valg og er villig til genvalg. Han vælges uden modkandidater.

Dagsordenens pkt. 14. Eventuelt

  • Thomas Kristensen vil gerne vide, om ASC overvejet at lave arrangementer i forbindelse med kampdage. MA forklarer, at man tidligere har forsøgt sig, men at disse arrangementer i høj grad har manglet opbakning. Bestyrelsen tror ikke på at man kan konkurrere med Vesttribunens arrangementer. KM tilføjer, at det ikke behøver at være et ASC arrangement, men at ASC bør kunne kobles på de arrangementer, som Vesttribunen og AaB arrangerer, så man når så bredt ud som muligt. KL forhører sig om et eventuelt samarbejde med Vesttribunen. MA forklarer, at man før har forsøgt sig, men at flere ting gjorde, at det dengang ikke lykkedes. CR mener, at bestyrelsen bør lave en fast plan for dette, så man fremover ikke kobler sig på hist og her.
  • KL spørger ind til bestyrelsens syn på, at man bliver færre og færre frivillige. MA forklarer, at det er noget, man tænker over. Bestyrelsen ligger inde med en liste over arbejdsopgaver til nye frivillige. Udfordringen ligger i, at man ikke mener, at udefrakommende kan gå direkte ind og tage kæmpe ansvar. Bestyrelsen er opmærksomme på problemet.
  • NS forklarer, at når han går op efter øl på stadion, savner han en form for reklame for ASC. NS mener, at reklamer på stadion kunne være godt givet ud. CG fortæller, at det er meget dyrt, hvis ASC skal reklamere på stadion til almindelige priser. Man kunne evt. sætte skifterammer, A-skilte og en stand op uden for stadion. Disse tiltag er dog sat på pause, da AaB arbejder på en ny ”kampoplevelse”. Det tilføjes herudover, at ASC bliver sat ind på storskærmen på stadion uden betaling, når der ikke er fyldt med betalende sponsorer.
  • RF forklarer, at man i bestyrelsen håber på, at de sociale medier kan være med til at styrke opmærksomheden på ASC, bl.a. ved hjælp af videoer med kant. MA tilføjer, at ASC vil promovere sig på Facebook ved betale for ”boost” af opslag, for på denne måde at nå endnu længere ud.
  • NS vil i samme ombæring gerne rose bestyrelsen for aktiviteten på de sociale medier. NS roser i ligeledes busudvalget for de kamppakker, man satte til salg i forbindelse med forårets jagt på top-6.
  • CG foreslår at man til sidste kamp i sæsonen kunne lave en målrettet hverveindsats kombineret med AaBs sæsonkort kampagne. Bestyrelsen tilkendegiver, at man allerede har talt om at være ekstra synlige i netop denne periode. CG foreslår, at man kunne lave en flyer med AaB som afsender men med ASC på bagsiden, mens man ligeledes kunne nævne ASC i AaBs nyhedsbrev i forbindelse med sæsonkortpromovering.
  • CR foreslår, at man kunne lave en ASC-menu på stadion. CG forklarer, at AaB og ASCs systemer ikke spiller sammen på en måde, der gør denne løsning er realistisk.
  • FK foreslår, at man i bestyrelsen retter fokus mod familietribunen i forhold til hvervning af medlemmer. Bestyrelsen takker for det gode input og tager forslaget til efterretning.
  • KM konstaterer, at man skal arbejde på timingen af opslag på de sociale medier, evt. med en kalender hvor man planlægger promoveringspunkterne. Bestyrelsen er på sagen.
  • Ove Christensen (OC) forestår, at ASC kunne lave noget a la sofabold.dk, hvor diverse aktiviteter bliver fastlagt. Bestyrelsen tager forslaget til efterretning.
  • CR synes, at bestyrelsen bør slå mere op internt for at spare med og informere de frivillige. Bestyrelsen er enig i, at det kan blive bedre, men slår fast, at det går begge veje. Bestyrelsen opfordrer alle til at kommer på banen, hvis man har forslag eller input.
  • Efter lidt løs snak takker CS for fremmødet, ønsker tillykke til de valgte og takker for god ro og orden.