2018/2019-sæsonen startede som en omgang blandede bolsjer, hvor vi gik fra en hjemmebanesejr over nogle fra Herning, med scoring i slutminutterne af Jannik Pohl, til et 0-4 nederlag i Parken. Efter en række gennemsnitlige præstationer blev det besluttet at Morten Wieghorst ikke var manden der skulle føre AaB til succes, og Jakob Friis blev derfor sat til at tage over for resten af sæsonen, en aftale der senere er blevet forlænget indtil sommer.
Vi glæder os til at se hvad resten af sæsonen byder på, og krydser naturligvis fingre for at vi kan få lov til at tage til endnu en Pokalfinale, uanset hvor i landet den så skal spilles.
ASC har fortsat et ønske og et mål om at øge antallet af medlemmer, da det for os er ubegribeligt at nogle skulle have interesse i at følge AaB, uden samtidig at være medlem af dets officielle fanklub. Vi håber derfor at vi et år fra nu kan konstatere at medlemstallet i foreningen er min. 1.300 medlemmer.
2018 blev også året hvor vi optog et nyt æresmedlem i foreningen. Det er nok de færreste af jer der er her i aften der ikke kender ham, og netop også pga. hans 20 års tro tjeneste for foreningen, blev han ifm. føromtalte FCM-kamp udnævnt til æresmedlem i foreningen.
Det er en tradition vi er stolte af at have i foreningen, og viser med al tydelighed at foreningen gennem mange år har været båret og drevet af frivillige kræfter. Et stort tillykke til vores dirigent, og bilagskontrollantsuppleant, og tak for indsatsen i foreningen.
ASC KBH
I 2018 blev ASC København endnu engang blev hjemløse, da Den Glade Gris valgte at opsige aftalen om at garantere visning af AaB’s kampe. Derfor rykkede vores østlige gren af foreningen i stedet til Pub & Sport, hvor der er godt nok er dyrere øl, men også en garanti for, at AaBs kampe bliver vist.
2018 blev også året hvor ASC KBH indstiftede sin egen pris, nemlig årets Cigarmand. Det foregår på den måde, at dem som dukker op til kampene på Pub & Sport og evt. busture, får en stemmeseddel, hvor de stemmer på kampens spiller. Efter endt sæson gøres stemmerne op, og årets Cigarmand udnævnes.
Ultimo september blev ASC KBH kontaktet af Claus Fallingborg fra AaB af 1885, som gerne ville have et møde angående eSuperligaen. eSuperligaen ønskede at inddrage fans, og her var vores Københavnerafdeling oplagt. Thomas, Anette og Rikke fik tv-debut som coaches, selvom de efter eget udsagn ikke havde det store begreb om FIFA og slet ikke kunne forstå, at både George Best, Messi og Ronaldo pludselig spillede for AaB.
ASC København oplevede i 2018 en lille medlemstilbagegang fra 161 til 151 medlemmer.
Aktivitetsudvalget
2018 startede som altid med et ASC Indestævne, som blev spillet i Agri Nord Idrætscenter i Skalborg. Ni hold havde sat hinanden stævne for at finde en mester. De forsvarende mestre fra De Røde Baroner var naturligvis stillet til start, men også de tidligere mangedobbelte mestre fra AaB Fatboys havde vundet vej til Skalborg.
De to favoritter gik da også hele vejen i finalen, hvor det i sidste ende blev De Røde Baroner, der trak sig sejrrigt ud af stævnet med en finalesejr på 4-3. Desværre havde ingen af stævnets hold mulighed for at repræsentere ASC i Inde-DM for fanklubber, og der blev derfor ikke fulgt op på tidligere tiders flotte resultater i 2018.
Helt ekstraordinært blev der også spillet indestævne i november, da man tog forskud på 2019-udgaven af indestævnet. Om det var derfor, at der desværre ikke deltog ret mange hold, er uvist, men heldigvis blev der stadig spillet flot fodbold. Bl.a. var AaB repræsenteret med et hold, der bestod af profiler som Thomas Bælum og Jacob Friis.
I finalen blev det til et opgør mellem netop AaB og AaB Tifo Kaos. AaB Tifo Kaos, som normalt slår sig på at producere bannere og rulleflag samt at skabe god stemning på tribunen, viste, at de også kan spille bold. Således trak et topmotiveret ATK-hold sig sejrrigt ud af stævnet, og vandt dermed retten til at repræsentere ASC ved Inde-DM i februar 2019. Her udmærkede de sig efter sigende på flere parametre, men det blev desværre ikke til nogle medaljer eller pokaler.
Sæsonens AaB’er 17/18 var en ulige kamp. Således vandt årets spiller med over 60% af stemmerne. Efter en halvtam sæson var der én spiller, som skilte sig ud, og det var naturligvis målmand Jacob Rinne, som løb med titlen. Jacob fik overrakt det synlige bevis på titlen inden hjemmekampen mod FCM den 20. juli.
Som sædvanlig, så kan I efter generalforsamlingen købe ASC-øl med etikette af Sæsonens AaB’er til 10 kr. pr. stk.
Bladudvalget
Vores medlemsblad Supporteren har traditionen tro været udgivet fire gange i løbet af 2018, og igen i år har det budt på en række spændende interviews med spillere og trænere i AaB.
Vi startede året med et interview med ‘Den fortabte søn vender hjem’, og udover interviewet med Kasper Kusk bød årets første blad også på en reportage af en frivillig, der kunne fejre 20-års jubilæum som frivillig i foreningen. I årets andet blad var der fokus på udenlandske islæt i vores klub, qua reportager af Edison Flores og Jacob Rinne, mens vi i det tredje blad nåede at få en snak med Jannik Pohl, inden han drog på eventyr i udlandet. Heri blev Allan Gaarde også udfordret på sine første fem år som sportsdirektør. I årets sidste blad fik vi også en snak med en anden direktør, da Thomas Bælum gjorde comeback i bladet, og derudover blev det til en snak med et af årets større profiler, klubbens egen Oliver Abildgaard.
Vi er blevet langt bedre til at koordinere mellem Bladudvalget og de andre udvalg i foreningen, således vi gennem vores medlemsblad får fortalt om alle de aktiviteter der er i ASC, som eksempelvis vores indestævne, udnævnelse af æresmedlemmer, kåring af Sæsonens AaB’er eller nye medlemsfordele. Vi sørger fortsat for at gøre opmærksom på kontaktinformation til ASC, i tilfælde af at man ikke modtager bladet, da vi gerne vil at alle vores medlemmer stifter bekendtskab med så godt et produkt, som vi selv mener Supporteren en.
Busudvalget
Busudvalget er en af grundstenene i AaB Support Club, hvorfor det også vægtes højt at tilbyde AaB-fans fordelagtige tilbud på udebaneture. Således blev gennemførselsgarantien fortsat opretholdt, hvilket betyder at ASC har været repræsenteret til alle Superligakampe i årets løb.
Året startede med en del praktiske opgaver, herunder skift af busselskab samt drikkevareleverandør, så vi fra forårssæsonen 2018 begyndte at køre på udebane med Terndrup Turistbusser og drikke øl og vand fra Royal Unibrew. Desuden er dankortmaskinen blevet sløjfet, hvorfor betaling udelukkende foregår via Mobile Pay og kontantbetaling – en beslutning, som virker til at have vundet indpas hos deltagerne på turene.
2018 har som helhed været et rigtig godt år for ASCs Busudvalg, hvor der har været fin tilslutning til turene. Der har været et par enkelte sjællandsture, som har ligget uhensigtsmæssigt, og som har betydet, at det ville være meget dyrt at sende en almindelig bus af sted til kampen.
Heldigvis har vi i ASC frivillige, der ofrer sig i den slags situationer, og arrangerer ture i minibusser med egen chauffør.
Der skal herfra lyde en stor tak for indsatsen, der er ydet gennem året. Uden jeres viden og vilje ville det ikke være muligt altid at repræsentere de rød-hvide farver på udebane.